Spørgsmålet kom lidt bag på, da jeg sad i en kantine og spiste frokost. En kvinde havde stillet sig ved siden af mit bord og spurgt om hun måtte forstyrre; vidste at jeg skulle ind og undervise i yoga. Sagen var, at hun gik til gymnastik/workout men overvejede yoga og ville derfor lige have afklaret hvori forskellen faktisk bestod.
Jeg ærgrede mig over, at jeg aldrig havde forberedt en elevatortale for hvad yoga er så jeg lige kunne forklare det på 15 sekunder.
Hvis vi tyr til Yoga Sutra of Sage Patanjali, som er en gammel tekst, som præsenterer yoga, er formålet at stilne sindets bevægelser, for først da hviler Seeren i sin egen natur. Seeren er dit inderste væsen, som ser på sindets tanker men ikke er tankerne.
Herom kunne der skrives virkelig meget og det er det også allerede gjort. Men for denne her diskussion er det afgørende, at yoga sigter på at skabe ro i sindet. Så brug af de fysiske øvelser (Asana), åndedrætsøvelser, koncentrationsøvelser/balance osv har alle det samme sigte, at skabe ro i krop og sind, som igen leder en ned af erkendelsesstien.
Der er derfor en vis rimelighed i at sige, at yoga er det modsatte af gymnastik og workout, som nærmest stresser kroppen. Der er selvfølgelig visse lighedspunkter for de fysiske øvelser i yogaen er naturligvis en art kropstræning. Forskellen består i, at vi laver udstrækninger for at skabe ro i kroppen og styrker muskler og smidighed for øge koncentration og stilhed i kroppen. Så yogaen medføre en træning af kroppen.
De fysiske øvelser er imidlertid kun én ud af de otte lemmer, som yogaen består af. Men i den ‘moderne’ udgave af yogaen har den fået næsten al opmærksomheden og der dyrkes tusindvis af selvopfundne stillinger, som så kaldes yoga, men som faktisk har mere med gymnastik eller pilates at gøre.
I den klassiske Hatha yoga har hver af stillingerne en indvirkning på kroppens balance og nervesystem for de sigter på den oprindelige Tantriske forståelse af yogaen. Så selvom du opnår kropsstyrke og smidighed gennem klassisk Hatha yoga, så har det et overordnet mål, som sammen med Mudra, Bandha, Chakra med mere rækker længere ind og skaber ro, kreativitet, indsigt og velvære.
Hvis du går til yoga for at gå til gymnastik, så gå til gymnastik.