Hvorfor omvendt stående stillinger
Ofte bliver Hovedstand (Sirshasana) kaldet Kongen af Asana (fysiske stillinger) og der er også mange fysiologiske og psykologiske fordele ved Hovedstand. Men en lidt lettere stilling, som er meget vigtig i klassen af omvendt stående stillinger, er Skulderstand. På sanskrit hedder den Sarvangasana, som betyder stillingen for hele kroppen.
I starten vil du typisk stå i Skulderstand i ca. 30 sekunder, men efterhånden kan du stå i stillingen i 5 minutter eller mere. Det er vigtigt, at du søger ro i stillingen og lader åndedrættet køre frit. Benene skal så vidt muligt være helt lodrette op. I meget yogalitteratur beskrives, at når du laver Skulderstand, laver du automatisk hagelås, Jalandhara Bandha. Det er for så vidt rigtigt, at hagen bøjes ned og ind mod brystet, men det er et spørgsmål om det bruges som en Bandha eller om det blot ser sådan ud. Bandhas forbindes med energistrømninger i Astrallegemet og relaterer sig mere til den spirituelle side af Hatha Yogaen. Uanset dette har Jalandhara Bandha-stillingen en fysiologisk virkning på først og fremmest skjoldbrugskirtlen.
Skulderstand giver en stimulering af hormonproduktion i skjoldbruskkirtlen, som har betydning for hele kroppens funktion. I skjoldbruskkirtlen produceres hormonerne thyroxin og trijodthyronin, som er afgørende for kroppens stofskifte og vækst af muskler og knoglevæv.
Listen over fordele ved skulderstand, som angives i forskellige litteratur, er lang. Udover hormonproduktion har Skulderstand en betydning for stabilisering af blodkredsløbet, sænkning af blodtrykket, forbedrer fordøjelsessystemet og styrker lymfesystemet. Desuden forøges immunforsvaret, og vejrtræknings- og halslidelser reduceres. Regelmæssig brug af Skulderstand har ligeledes en positiv virkning på nervesystemet, som forøger koncentrationsevnen, reducerer stress og forøge energiniveauet.
Endelig har Skulderstand også en positiv fysiologisk virkning på ryggen idet rygges strækkes og styrkes. Den seneste forskning har vist, at de omvendt stående stillinger også har en gavnlig virkning på den proprioceptive sans, som er en af de tre sanser du bruger for at holde balance i kroppen, og som også kaldes muskel/led sansen. De to andre sanser du bruger for at holde balancen, er synssansen og den vestibulære sans i øret. Den proprioceptive sans er også den der gør, at du kan sætte din finger på næsen med lukkede øjne.
Personer med for højt blodtryk, nakkeproblemer (lidt afhængig af hvad det er) og unge i puberteten skal ikke dyrke skulderstand.
I Hovedstand får du nogenlunde de samme virkninger men Hovedstand angives også at have en stor indvirkning på de psykiske og følelsesmæssige tilstande, samt stimulerer andre muskler og led i kroppen end Skulderstand. Hovedstand er en lidt vanskeligere stilling, som derfor øver koncentrationsevnen, og har desuden en positiv indvirkning på motionering af kroppens indbyggede evne til at holde det samme blodtryk i hele kroppen, pga. modstillingen Palmen, som indtages umiddelbart efter Hovedstand.
Ploven (Halasana) hører også med i klassen af omvendt stående stillinger og tilskrives samme fordele som de øvrige, dog med den tilføjelse, at aktiviteten i bugspytkirtlen og binyrerne øges. I disse kirtler produceres hormonerne insulin, glukagon og kortisol, som spiller en væsentlig rolle i stofskiftet. Insulin er nødvendig, for at kroppens celler kan optage næring fra blodet. Men insulin fremmer også oplagringen af fedt, mens andre hormoner som kortisol og glukagon styrer nedbrydelsen af fedt.
For det første betyder det, at kroppens ernæringssystem søger mod en idealvægt for kroppen. Man kan ganske enkelt tabe sig af at stå i ploven – om end der nok skal en del til, hvis det er eneste indsats. Da Ploven forøger aktiviteten i bugspytkirtlen og derved insulinproduktionen, kan stillingen være til glæde for personer med diabetes.
Vipaita Karani (omvendt stilling) eller rettere Viparita Karani Mudra hører også med i klassen af omvendt stående stillinger, som navnet antyder. Faktisk kan alle de omvendt stillinger betegnes under et som Viparita Karani men når Mudra tilføres henvises der til en særlig stilling.
De fysiologiske og psykologiske fordele af den stilling følger de øvrige omvendt stående stillinger, men Mudra-tilføjelsen refererer til, at det har noget med kroppens energistrømme at gøre.
På det lidt dybere/spirituelle plan mediteres der på forskellige Chakra i stillingerne, som er forskellige for de forskellige omvendt-stående stillinger, og herved består en væsentlig forskel. Viparita Karani Mudra er en stilling som får særlig betydning i spirituel sammenhæng, idet der via manipulering af åndedrættet opnås forøget opmærksomhed, balance og klarhed i sindet.
Listen af fordele ved de omvendt stående stillinger er meget lang og sammenstilles på forskellig vis i yogalitteraturen. Nogle positive effekter er en konsekvens af andre effekter og man får et indtryk af overdrivelse, hvis der nævnes begge dele. Forbedret immunforsvar reducerer for eksempel inflammationer og det giver ikke så meget mening af skrive begge dele. Tilsvarende positive effekter kan i det store hele også genfindes i videnskabelige undersøgelser, hvilket måske bestyrker troværdigheden.
De omvendt stående stillinger gennemføres som regel sammen og altid i denne rækkefølge:
- Hovedstand
- Palmen (modstilling)
- Skulderstand
- Ploven
- Viparita Karani Mudra
- Fisken (modstilling)
Du kan reducere listen til kun Skulderstand, Ploven og Fisken, og stadig få store helbredsmæssige virkninger ud af det. Faktisk er det måske Skulderstand, som burde benævnes som Kongen af Asana, for langt de fleste kan lave denne stilling og få de helbredsmæssige virkninger af omvendt stående stillinger. Men den ser måske ikke så imponerende ud som når man står på hovedet.
> Tilmeld dig nyhedsbrev