Hvad med balancen når vi bliver ældre?

Kroppen er faktisk notorisk ustabil og balance kræver, at mange nervesystemer og muskler er mobiliseret for at man kan stå oprejst. Prøv blot at stå lodret op og luk så øjnene et øjeblik. Du kan sikkert tydeligt mærke, hvorledes kroppen hele tiden korrigerer for ikke at falde.
Når man bliver ældre stiger risikoen for at falde fordi en række af de kropsfunktioner, som holder os oprejst degenererer. Men det behøver altså ikke at blive sådan.
Især for ældre kan det have store negative konsekvenser at falde. På grund af tab af knoglemasse brækker man lettere noget og selv hvis skaden er mindre, heler kroppen ikke så hurtigt for ældre. Hertil kommer, at frygten for fald eller skader efter et fald kan betyde, at man bevæger sig mindre, hvilket igen betyder yderligere tab af knoglemasse, svækkelse af muskelmasse og nervebaner, samt degenerering af indre organer.
For at kunne klare de daglige gøremål er det meget vigtigt at vedblive at bevæge sig, (også) når man bliver ældre, og balance er derfor særligt vigtigt. Fald eller frygten for fald kan have en betydelig negativ indflydelse på livskvalitet og resultere i fysiske begrænsninger i de daglige gøremål.
Som sagt er kroppen notorisk ustabil og flere nervesystemer skal arbejde sammen for at holde kroppen i balance. Input til hjernen fra sanseorganer om kroppens balance kommer fra øjne, øregangen (den vestibulære sans) og led-muskelsansen (den proprioceptive sans), hvor den sidste sans er den, der fortæller hjernen, hvorledes kroppen er orienteret og hvor arme og ben er. Berøringssansen (den taktile sans) er formodentlig også involveret i det omfang man mærker, at noget/nogen skubber en ud af balance.

Samtidig skal disse fire sanser i det sensoriske nervesystem synkronisere et samarbejde og hjernen skal sende ordre til det motoriske nervesystem, der mobiliserer musklerne, der igen skal have kapaciteten til at korrigere ubalancen, både med hensyn til styrke og hastighed.
Udover denne trafik mellem det Sensoriske nervesystem og Centralnervesystemet og tilbage til det Motoriske nervesystem, kræver det sidste også en vis styrke i kroppen, og at bevægeapparatet er vant til at reagere hensigtsmæssigt. Populært sagt omfatter det motoriske nervesystem et ’landkort’ over bevægelsesmulighederne (og muligvis er ’landkortet i Centralnervessystemet og er en del af ens kognitive kapacitet) og hvis der er bevægelsesmåder (eller retninger) man ikke bruger, ’glemmer’ hjernen dem simpelthen. Det er virkelig ’use it or loose it’.
Men bevægelserne kan heldigvis genopdages og her er fysiske yogaøvelser hensigtsmæssige fordi de indøver bevidstgørelse af alle bevægeretninger. Jeg kan tydeligt se det fænomen i den yogatræning, jeg har med seniorer. Der er simpelthen bevægelser man ikke har lavet i lang tid og der skal lige bruges lidt tid på at få arme og ben til at køre i den rigtige retning.
Træning af balancen kræver både styrke og smidighed for, at det motoriske nervesystem kan virke hensigtsmæssigt. Endelig er en kognitiv træning nødvendig for at synkronisere sansefeedback til centralnervesystemet og efterfølgende koordinere kroppens balance korrektion i det motoriske system.
Det kan alt sammen lyde meget kompliceret og det er jo ikke noget vi går rundt og tænker på til dagligt. Men når vi taler om, at kroppen bliver ringere til at holde balancen når vi bliver ældre, er det hensigtsmæssigt at kende ’mekanikken’ så der kan designes kurser, der kan modvirke denne forringede balanceevne.
Udover nervesystemet sætter der sig spor i sindet, som betyder, at man kan have mistet tilliden til, at man kan genlære balance og man oparbejder en frygt for at falde igen på baggrund af de skader man måske tidligere har fået. Sindet er ikke en del af anatomien og vi kan ikke pege på hvor den sidder i kroppen. Men der er ingen tvivl om overbevisninger i underbevidstheden har en betydelig indflydelse på kroppens bekæmpelse af sydom og opretholdelse af helbredet.
Der er god grund til at sportsfolk visualiserer deres succes i konkurrencer, for det har betydning for præstationen. På samme måde kan mangel på tillid til at kroppen (dvs. nervesystemet) kan genlære balance, være kontraproduktivt for træning af denne genlæring.
Det meditative indhold og åndedrætsøvelser i yogaen er derfor ikke uden betydning for genvinding af balanceevnen. Begge dele arbejder med sindet og spændinger i autonome nervesystems, der er udløst af frygt for fald og derfor frygt for at bevæge sig.
Der findes en omfattende dokumentation for at balance med succes kan genlæres af de fleste. Se fx https://www.frontiersin.org/articles/10.3389/fnagi.2019.00318/full . Det er dog ikke ligegyldigt hvilken træning man benytter sig af. Flere undersøgelser peger på direkte balanceøvelser (som primært er træning af nervesystemet) virker. Selv om muskler og led skal trænes har kredsløbstræning alene (aerobic træning) ikke har et overbevisende resultat. Det betyder for det første, at energifyldte legemsøvelser (gymnastik) ikke alene bidrager til en bedre balance. For det andet, er balanceøvelser et omfattende begreb da det, jævnfør ovenstående, kræver træning af forskellige dele nervesystemet samt deres samarbejde.
Der findes mange fysiologiske tilbud om træning af balance. Yoga har en holistisk tilgang til krop og sind og set i lyset ovenstående, udgør yogaen derfor et naturligt koncept til genvinding af balance. Mange af de yogaøvelser, der anvendes i balancetræning, griber ind i styrke, nervesystem og kropsbevidsthed på samme tid og styrker derved kroppens integration.
Stadig er det bedste råd af alle: bevæg dig!
pouL Brath
16. maj 2022