Fleksibilitet og bevidsthed

Det er ikke forfærdelig lang tid siden af forskere fandt, at bindevævet ikke blot var ligegyldig indpakning omkring musker og organer. Bindevæv er godt forbundet med Centralnervesystemet og spiller måske også en rolle i transmission af spænding fra et sted i kroppen til et andet. Samtidig er det fundet, at bindevævet nok skal ses som en sammenhængende størrelse, og qua dets forbindelser til organer, musker og nervesystem er der god grund til en mere holistisk betragtning af kroppen. Fra en forståelse i fitnesscenteret om at nu træner vi denne og denne muskel, må vi i stedet erkende, at det ikke kan lade sig gøre at træne en del af kroppen isoleret.

Forståelse samles i begrebet Biotensegrity. Det referere til hvorledes muskler, knogler, sener og andre strukturer bliver stærke i forbindelse med foreningen af stræk og kompressioner af forskellige kropsdele, og ligeledes hvorledes skader kan opstå på grund af svækkede forbindelser. Men området er stadig under udvikling af der manger meget forskning før man med større sikkerhed kan fastslå sammenhængene.

Forståelsen af bindevævet som bestående af en net af slynger, har været fremsat i Thomas W. Myers bog Anatomy Trains (2020), og det hjælper til en forståelse af en række interessante observationer: forbindelse med mellem lægmusklen og fodsålen, hvordan styrkeubalance mellem adductor longus (en lille muskel på indersiden af låret som bl.a. bidrager til at holde benet ind mod kroppens midterlinje) og de laveste mavemuskler er forbundet, hvordan anklens bevægelsesratio er forbundet med foroverbøjning af hovedet, hvordan passiv stræk af baglårsmusklen synes at forøge bevægelsespotentialet i den øverste del af rygsøjlen, og hvordan langtids bindevævsstræk i fodsålen øger siddende fremoverbøjning.

I takt med at man har fået øje på bindevævet i de seneste årtier, er det ligesom også blevet populært og moderne. Flere træningsretninger adressere bindevævet men  mere gennemgribende videnskabelige undersøgelser kan kun vanskeligt understøtte bindevævet som et alt afgørende element. Bindevævets popularitet er tydelig i beskrivelserne af Myofascial Release og Yin Yoga.

Myofascial release (MFR) har nydt en stigende popularitiet og nogle lærebøger om osteopati påstår, at bindevævet kan være begrænset af psykogenetiske sygdomme som overforbrug, trauma, infektioner eller inaktivitet, hvilket resultetere i smerter, spændinger og reduceret blodomløb. Men der foreligger desværre ikke undersøgelser med en tilstrækkelig kvalitet, som kan underbygge at MFR har en effekt, som er større end sammenligende tiltag.

Yin Yoga, som er en moderne yogaform, der er opfundet i de seneste årtier, påstås også primært at adressere bindevævet. Her praktiseres deltagerne yoga ved at være i specifikke stræk tre til fem minutter af gangen. Men uanset instuktioner og skoler er et stræk et stræk, og Yin Yoga har blot lånt 16 stillinger fra Hatha Yogaen med samme stræk. Der er lavet flere analyser af Yin Yoga og konklusionen synes at være, at det ikke afstedkommer et anderledes stræk i bindevævet end tilsvarende stræk udført med en anden tilgang og virkningen på specifikt bindevævet kan endog diskuteres.

Yoga drejer sig om bevægelse. En stor del af yogaen idag kredser omkring Asana, dvs. den fysiske yoga og har sigte på forøgelse af fleksibilitet og træning af bevægelsesretninger. Selv om åndedræt og meditation har mindst lige så stor værdi, er der god grund til at vedligeholde kroppens bevægelsesmuligheder for sikring af et godt helbred. Men det er måske overraskende at træning af kroppens fleksibilitet ikke blot er et spørgsmål om strækning af sener, muskler og bindevæv.

Centralnervesystemet (CNS) bearbejder store mængder information fra sensorer i kroppen. Blandt andet også fra de såkaldte Proprioceptorer. Det proprioceptiske nervesystem kaldes også muskel-led nervesystemet, da det sikre, at du hele tiden ved hvor dine arme og ben er. Det er dette system, der bevirker, at du kan lukke øjnene og sætte en pegefinger på næsen – hvis systemet altså er sundt og velfungerende.

Proprioceptorer er indvævet i musklerne og bindevævet, og mærker når en muskel bliver strakt. De sender besked til CNS om en muskel bliver strakt, og CNS returnere en besked til musklen om sammentrækning, for ikke at blive overstrukket og måske beskediget. Dette kendes som Myotatic Reflex og har til formål at sikre, at musker og led ikke strækkes ud over, hvad CNS mener er det maksimale. Ved normale og for CNS velkendte bevægelser er Myotatic Reflex ikke aktiveret fordi CNS betragter det som sikre bevægelser, og det er kun når vi bringer udstrækninger til det maksimale at den Myotatic Reflex griber ind.

Men det er lidt mere kompliceret. CNS giver ikke musklen en aktiv besked om at modarbejde udstrækningen i betydelig grad, men forskning har vist at det mere er følelsen (i bevidstheden) af udstrækningen, end muskellængden, som sætter bremsen i.

Med Pattabji Jois ord (påstået skaber af ashtanga yoga): Body is not stiff, mind stiff.

Så det er ikke forkert når yogamestre i Hatha Yoga i nærmest flere tusinde år har sagt, at mangel på fleksibilitet kommer i højere grad af en mental blokade end muskelstivhed. Du opnår ikke betydelig mere fleksibilitet ved at forsøge manuelt at strække sener og muskler, men i højere grad ved at starte yoga praksis med Savasana og spænde af i kroppen, såvel som ved at dyrke kropsbevidstheden under forskellige stillinger, og arbejde mentalt med afspænding samtidig.

Forskere mener stadig at der mangler forskning for en fuldstændig forståelse af sammenhængen, og det er glædeligt, at den morderne videnskab snart er oppe på siden af den 2-3000 år gamle visdom som yogamestre udviklede i Indusdalen.

Her til sidste vil jeg nævne, at kroppen har en iboende og grundlæggende evne til at tilpasse sig nye påvirkninger og krav. Det er vigtigt at gøre sig det princip klart når man praktiserer yoga, og samtidig være bevidst om, at tilpasning ikke kommer pludseligt og på en gang. Du vil blive mere fleksible og få bedre kropskontrol ved at dyrke yoga, men resultatet kommer ikke lige så let som smertedæmpning ved at tage en hovedpinepille. Det vil typisk tage lang tid.

Knogler styrkes som bekendt ved forøget belastning men også muskler, sener, ledbånd, fedt, bindevæv, hud, lymfesystem, blodkar osv som adaptere nødvendig forandring afhængig af påvirkning. Nervesystemet modelleres også efter påvirkninger og krav, og kan lære nye opgaver og blive mere effektiv. Herunder, lære koncentration og kropsbevidsthed, der bidrager til forøget kropsfleksibilitet. CNS har populært sagt et kort over de bevægelsesretninger som du typisk laver, og det er virkelig ‘use it or loss it’. Jeg har set det mange gange i begyndelsen af yogaklasser, at deltagere simpelthen ikke kan få motorikken til at fungere. Den gode nyhed er, at nye bevægelsesretninger og måder kan læres igen over nogle få gange.

Der er alt mulig grund til at arbejde med nye bevægelsesretninger i din yogapraksis, samt især at arbejde med tålmodighed og koncentration. Over længere tid vil alle disse kropstilpasninger bidrage til at forbedre helbreddet ved at reducere risko for kræft, kredsløbssygdomme, type 2 diabetes og andre sygdomme.

De fleste undersøgelser i denne artikel er refereret i Andrew McGonigle and Matthew Huy glimrende bog The Phuysiology of Yoga (2023).