Anmeldelse af The Practice is the Path
Sidste gang jeg var til Satsang med Swami Janakanande blev en enkelt sætning ved med at sidde i mig. Swami Janakanande er i praksis ham som introducerede yoga og meditation i Danmark for ca 60 år siden efter et længere ophold og uddannelse i Indien. Han oprettede Skandinavisk Yoga og Meditationsskole i København og et tilhørende kursussted i Håå i Sverige. Nu har skolen bredt sig til adskillige byer og lande. For så vidt uafhængige skoler, men de knytter sig alle stadig til den ældgamle yogatradition i Hatha Yogaen og er baseret på Tantrisk filosofi.
Under Satsang sagde han pludselig, at hans største håb var at yogaen fortsat eksisterer i fremtiden. I lyset af mængden af yogaskoler kan det måske synes paradoksalt, men faktum er, at yoga nu om dage mest bliver dyrket som fitness og gymnastik, og man fuldstændig mister formålet og yogaens natur. Der findes nu tusindvis af selvopfunde yogastillinger og et hav af retninger som Ashtange yoga, Vinyasa yoga, Lyengar yoga, yin yoga, drama yoga, hot yoga, øl yoga (!), feminin yoga, vægt yoga, ariel yoga, ansigts yoga, Godved yoga, fodyoga osv osv. Fælles for dem alle er, at fokus er på de fysiske stillinger og de har udviklet sig inden for de sidste 100 år; nogle endda for nyligt. Forståelsen af åndedrættet og det meditative indhold er om ikke helt væk, så kraftigt reduceret, samt forbindelsen mellem krop, bevidsthed og Prana (energi) er fraværende. Der er i mine øjne ikke længere tale om yoga – i hvert fald ikke i sin oprindelige form og tradition. Jeg skynder mig lige at tilføje, at det er under alle omstændigheder sundt at bevæge sig, og især når det balanceres med afspænding.
Det var derfor en stor fornøjelse da jeg tilfældigt faldt over Tias Littles bog The Practice is the Path, Lessons and Reflections on the Transformative Power of Yoga (2020). Det er en relativ lille bog og en meget langsom, af og til romantisk, fortælling om rejsen indad. Men Littles holdningen til yoga og meditation er noget jeg kan bruge da den ret meget er på linje med min egen opfattelse, og den måde jeg både praktiserer og underviser i yoga.
Når man først begynder en alvorlig yogarejse, hvilket vil sige når man får de første oplevelser af, at yoga kan noget mere, begynder der en transformationsproces, en rejse mod noget ukendt og primært indadrettet. Du føler måske almindelig styrkelse i indsigt og opmærksomhed. Selv om jeg har dyrket yoga siden 1981 (i perioder mindre intensivt end nu) er der stadig nye ting at lære og erkende. Rejsen stopper nærmest aldrig. Og det er den rejse; denne sti, Tias Little taler om og hans bog handler om.
Det er ikke en sti gennem et bjerglandskab, men den sti ,som vækker ånden og forøger tilstedværelsen i livet. Little har rigtig god tid når man beskriver processen (som må være den som han selv har oplevet) og de spørgsmål som opstår, og som netop føder ilden, der holder transformationsprocessen i gang. For Little har vejen været yoga og meditation, men efterhånden mindre som fysiske stillinger og øvelser, der skal forøge velvære. Erkendelserne som følger med og evnen til at bringe indsigten med sig udenfor yogamåtten, er en del af rejsen. I bogen reflekterer han over de skriftende horisonter han har bevæget sig i mod.
Hast i dagligdagen er efterhånden velkendt og stress har næppe tidligere i historien været så udbredt. Little fremhæver nødvendigheden af at sætte farten ned og som værende en nødvendighed i yoga. Han kobler essensen af de ovenstående ‘moderne’ yogaretninger med den hastighed livet afvikles på idag, og undre sig ikke over at yogaklasser også besmittes af tendensen med det resultat, at deltagerne bevæger sig fra start til slut. Det er selvfølgelig ikke helt rigtig i alle henseender, og for eksempel Yin yoga er meget stille, men observationen er overordnet rigtig når man ser på de mange power-yoga retninger.
Han henviser til at historisk set har det primære formål med yoga altid været at kultivere meditativ bevidsthed, og når vi bevæger os hurtigt i yoga, bliver det vanskeligt at være bevidst om hvad man laver.
Bogen er en lang refleksion over en rejse igennem yogaen. Overvejeler over, hvordan han har fokuseret på perfekte stillinger indtil han fandt ud af, at det var noget andet som var vigtigt. Især cirkler hans reflektioner omkring holdninger til yoga, stillinger og indsigter. Beskrivelserne er fokuseret på det meditative indhold og tildels det spirituelle indhold, uden det sidste bliver særligt dominerende. I den sidste ende drejer yoga sig om at skabe ro i sindet, eller med Sutras ord, at dæmpe tankebølgerne i sindet. Et centralt kapitel er derfor dedikeret til mentale veje til ikke at vide, at være vidne til livet og at tage engageret aktion mod grådighed, miljøødelæggelse eller arbejde i overensstemmelse med ens almindelige social indignation.
Det sidste kapitel er helliget den vigtigste stilling i Hatha Yoga; Savasana (Dødstille). Det siger absolut alt om Tias Littles tilgang til yoga, at han bruger plads på netop at fremhæve denne stilling. Og det er godt i tråd med bogens øvrige reflektioner om at nedsætte hastigheden på livet, finde ro og opmærksomhed, og søge ind i sig selv.